Kort om mig selv og mine malerier

Jeg har malet siden sidst i 70’erne hvor jeg røg ind i en bølge af neo-realisme, som var oppe i tiden dengang. Det passede mig fint, for jeg var selv på sporet af lidt af det samme. Surrealismen var den platform jeg bevægede mig ud fra. Drømmenes malere: Delvaux, Dali, Magritte m.fl. Især var jeg interesseret i den teknik Dali kaldte den kritisk-paranoide metode der handlede om at male det ubevidste, men i et figurativt billedsprog. (hvilket paradoks) En metode kunne være at gå ned i gården med et stort lærred og så sprøjte det til med alskens farver, mens jeg hele tiden vandede det med haveslangen. Når jeg syntes det var færdigt lod jeg det tørre og tog det med op i lejligheden, hvor jeg satte det op på væggen og begyndte at finde spor og motiver jeg kunne arbejde videre på.
Jeg blev uddannet på musikkonservatoriet som klassisk guitarist i midten af firserne og begyndte herefter at arbejde sammen med kunst og kulturgruppen Tjærekompagniet på Nørrebro. Vi var dengang meget fascinerede at det politiske billede og dets udtryksformer, og var bl.a. meget inspirerede af de mexicanske murmalere. Som du kan læse på mit C.V. udstillede vi flere gange, både som gruppe og sammen med andre kunstnere. Jeg har også udstillet alene på Kunstnernes Efterårsudstilling, og andre steder. En senere inspiration har været 1700 tallets spanske malere, og det er med afsæt i deres verden at jeg gennem de senere år har malet blomster og nature morte malerier i et forsøg på at skildre skønheden i hverdagens ting.

Om mine portrætter.

Jeg har malet mange portrætter af både voksne og børn, og er meget bevidst om, at hvert ansigt har sin egen historie som jeg forsøger at skildre. Et ansigt afspejler et liv, en personlighed, glæder, sorger og tanker. Jeg maler gerne efter levende model, men idet jeg har set at folk ikke har den fornødne tid og børn ofte ikke har den fornødne tålmodighed, bruger jeg også meget gerne det digitale foto. Et portræt bliver til i et samarbejde med den der skal males. Inden jeg begynder på et portræt skal der derfor, hvis jeg bruger foto, bruges lidt tid på fotografering, inden vi i fællesskab udvælger det foto som bedst egner sig til at blive malet og sammen beslutter hvilken baggrund det skal have.